Interview med Gitte Mølbæk, Afdelingsleder i TDC Privat Kundeservice
"Pia var delvis ansat og delvis selvstændig i et projekt i 2003/2003 med fokus på sygefravær, hvor ansættelsesdelen vedrørte opgaver, vi som virksomhed gerne ville have løst. Den selvstændige del gik på tilbud, som de ansatte efterfølgende gerne selv ville betale for."
Af: Michael Bjørnbak Martensen, Journalist og fotograf, www.86968189.dk
"Pia løste opgaver i flere afdelinger ud over min, der omfatter cirka 25 ansatte. Skal jeg sammenfatte forløbet i få ord, så har vi fået nogle værdifulde værktøjer i dagligdagen. Vi har fået snakket meget om, hvad sundhed er på en arbejdsplads - generelt og konkret - hvor jeg har været helt tæt på i forløbet med tre ansatte."
Sundhed kan man spise sig til
"I dagligdagen handler sundhed om gode vaner, hvor æbler, bananer og en kop te nu som hovedregel erstatter sodavand og kager. Her i afdelingen tales der nemlig meget om stress, og sukker fremmer stress, har Pia fortalt os. Så det har vi fået snakket om i afdelingen. Derfor er de søde sager nu stort set lagt på hylden."
Sundhed er også noget man kan tale sig til
"Når sundhed er omdrejningspunktet i et projekt, snakker vi meget: overordnet og konkret. Bare det, at man lærer at tale om emnet sundhed, betyder, at det bliver helt naturligt - både når det drejer sig om hele afdelingens ve og vel, de lette og sjove snakke, - og når det drejer sig om den enkelte medarbejder, som jo er sværere."
Man er samtalepartner, intet andet
"Som afdelingsleder er jeg lægmand på området sundhed, og derfor skal jeg sige fra, når min faglighed ikke rækker. Og det gør jeg, synes jeg, rigtigt - på en god og fair måde. For når jeg mærker, jeg ikke kan overskue, hvad der sker, siger jeg det åbent og ærligt - og den ærlighed virker positivt, fornemmer jeg."
Positiv respons
"Det er i alt fald de tilbagemeldinger, jeg får - især når det drejer sig om enkeltpersoner. Hvor omsorgen for den enkelte også får en afsmittende effekt på stemningen i afdelingen. Stemningen er blevet langt mere positiv, efter at vi har snakket med de tre medarbejdere i afdelingen - og det, mener jeg, kan forklares med den tillid, der er kommet ved, at der nu fokuseres så målrettet på, at vi tager sundheden seriøst op, også når den halter."
Den gode samtale
"Pias baggrund er naturligvis langt mere faglig, end den jeg nogensinde får - og derfor har hun været i stand til meget hurtigt at få hånd om de tre medarbejderes situation: Den ene havde en personlig krise, der ikke krævede psykolog men alene støttesamtaler og omsorg - og de to andre, der havde fysiske gener, kom i en længevarende behandling. Men jeg har lært, hvor vigtig samtalen er: at den skal indeholde accept og føre til handling med støtte til at tale med egen læge - og efterfølgende støtte til den nødvendige behandling."
|
|

TDC har videreført fokus på Sundhed og Trivsel i projekter flere steder i landet, hvor de værktøjer og metoder, Pia Løbner Jeppesen er kommet med, bliver brugt. Gitte Mølbæk understreger, at Pia har været stærkt medvirkende til, at hun har fået øjnene op for arbejdet med det forebyggende arbejde - og de gode resultater, der nu er blevet hverdag i hendes afdeling.
|