Hvad en musearm kan fortælle

Politiken 23. januar 2005, 6. sektion, side 12

Stressede og anspændte medarbejdere får hjælp til selvhjælp på klinikken for personalesundhed i Århus. Indehaveren vil gerne afhjælpe musearme og hovedpine - men ikke hvis symptomerne har et budskab.

Af Nanna Hyldgaard Hansen

»Det er ikke bare massage«, fortæller Pia Løbner Jeppesen, indehaver af Personalesundhed, et firma, der tilbyder sundhedsordninger til virksomheder, der vil gøre noget for deres medarbejderes trivsel. Pia behandler især mennesker med stress, hovedpine, træthed og problemer med bevægeapparatet - typisk ondt i ryggen, anspændthed i nakke og skuldre eller museskader.
Pia Løbner Jeppesen er uddannet sygeplejerske, kostvejleder, zoneterapeut og massør, og behandlingen griber ind fra flere fronter på en gang. Det er vigtigt for hende, at behandlingen er hjælp til selvhjælp.
»Det er ikke en lynkur, men en trinvis ændring af livsvaner, som flytter noget på sigt, fordi det tager udgangspunkt i, hvad man kan overkomme«.
Man skal ifølge Pia Løbner Jeppesen være forsigtig med at lave symptombehandling.
»Et menneske består af mere end overflade og muskler. Derfor er det ikke godt nok, at en virksomhed kun tilbyder en massageordning til sine medarbejdere. Hovedpine kan for eksempel have mange årsager og være kroppens signal om, at noget er helt galt«, fortæller Pia.
Hovedpine kan typisk være et tegn på forhøjet blodtryk. Derfor måler Pia patienternes blodtryk og sender nogle gange patienterne en tur til tjek hos deres egen læge.

Hele mennesket
En musearm kan godt være et simpelt tegn på, at man sidder forkert foran computeren, men der kan også ligge mere bag. Det er ifølge Pia Løbner Jeppesen nemt nok at behandle en musearm, hvis skaden endnu ikke har været langvarig.
»Men hvis Peter kommer med en musearm, så er det vigtigt at kigge på, hvad musearmen vil fortælle Peter. Jeg kan godt afhjælpe den, men hvis den har et budskab, vil det være en dårlig hjælp. Det kan være, at den siger, at Peter er for ambitiøs, og at chefen har givet ham en deadline, han ikke kan overholde, at han sover for lidt og er ved at være anspændt. At han holder sig vågen med kaffe, og når han kommer hjem, er hans børn faldet i søvn, og konen går og tænker på at blive skilt, for hvad er de gift for?«.
»Så handler det pludselig ikke længere om en musearm. Så gør jeg ham ikke en tjeneste ved at behandle armen, så han kan fortsætte sit uhensigtsmæssige mønster. Så kan det næste blive, at han får forhøjet blodtryk. Eller en depression på grund af udbrændthed. Eller konen skrider. Derfor er det vigtigt at kigge på mennesket i sin helhed. Sådan en udredning laver jeg selvfølgelig ikke hver gang; nogle gange er det nok bare med massage. Det er kun, hvis jeg kan fornemme, at der ligger noget andet bag«.
Ser du mange Peter'e?
»Ja, jeg synes, at jeg har set nogle stykker. Mange får hovedpine eller bliver syge, når de holder weekend eller får ferie. Og det er ikke et tegn på, at det er sundt at arbejde og usundt at holde fri. Det er tværtimod et udtalt stresssymptom«, siger Pia Løbner Jeppesen.
Hvis man har været udsat for en belastning igennem en længere periode, altså langtidsstress, begynder kroppen at producere langtidsstresshormonet kortisol. Det dæmper alle symptomer og undertrykker immunforsvaret. Det er en hensigtsmæssig mekanisme, fordi vi er designet til at kunne overleve en naturkatastrofe uden at få influenza, hovedpine eller diarré. Men det er ikke hensigtsmæssigt, når man bruger hormonet til at gå på arbejde. Man kører i et højt gear og kan ikke mærke sig selv. Når man endelig får ferie, falder stressniveauet, og dermed sænkes kortisolniveauet, og så kommer alle de undertrykte symptomer frem.
»Desværre vågner de fleste først op, når de får et ordentligt gok i nødden. Vi tager det for givet, at vi har en krop, der kan bevæge sig, og at familien er der, når vi kommer hjem«, mener Pia Løbner Jeppesen.

Kaptajnen bestemmer
Pia Løbner Jeppesen går op i, at behandlingen skal være realistisk:
»Behandlingen kan blive en etapevis fremgang, for det er for voldsomt at lave alle ændringer på én gang. Ændringerne skal hænge sammen med ens hverdag, ellers hjælper det ikke en dyt, for så bliver det bare endnu en stressfaktor«, siger hun.
En kostvejledning tager for eksempel udgangspunkt i, hvilken mad personen kan lide, hvor mange penge man har til rådighed, hvor lang tid man har til at tilberede maden.
Hvis en person skal have ændret sin kost, skal hun i fire dage (to hverdage og to weekenddage) skrive op, hvad hun spiser og drikker. Derefter skal hun svare på 25 spørgsmål om sit helbred, sin energi, sin fordøjelse.
»Hvis hun for eksempel er meget træt, vil jeg kigge på hendes blodsukker og foreslå, at hun stabiliserer det ved at spise nogle sunde mellemmåltider. Jeg vil også spørge hende: Hvordan forløber dagligdagen? Hvorfor tror du selv, at du er træt? Sover du godt, når du sover? Jeg vil i hvert fald ikke sige: Du skal bare tage noget ginseng! For det er ren symptombehandling«.
Det er vigtigt, at personerne efter et stykke tid i behandling bliver i stand til at klare sig selv.
»Jeg ser mig selv som en lods. Hvis en person er kommet ud i et turbulent farvand, hvor det blæser, og der er ukendte skær og fare for at gå på grund, så kan man tage en lods om bord, der kan hjælpe med at navigere. Kaptajnen på skibet bestemmer stadig, men jeg kan forklare, hvordan man kommer sikkert frem og får det bedre. Når personen har nået sit mål, så sætter han eller hun mig af. Og næste gang de skal sejle den tur, så kan de selv«, siger Pia Løbner Jeppesen og tilføjer:
»Min fornemste opgave er at gøre mig overflødig«.

nanna.h.hansen@pol.dk