|
Kære Pia
”Det skal være skidt før det bliver godt” eller ”Efter dårlige tider komme gode” osv osv, men der er noget om det.
Da jeg ringede til dig Pia i november 2005 var det i stor fortvivlelse. Jeg anede ikke den gang, hvor glad og afhængig jeg ville blive af dig. Du har givet mig så meget godt og hvert besøg har jeg set frem til.
Jeg gik sygemeldt pga. mit stofskifte som var blevet konstateret for højt. Lægen kunne ikke på daværende tidspunkt udelukke om der også var tale om en depression eller stress. Jeg havde rigtig mange tudeture hver eneste dag. Weekenderne var de værste, det var svært at skjule for specielt min datter at jeg græd. Jeg græd oftere og oftere og altid helt uden grund.. Pga. stofskiftet var min vægt kraftig øget og jeg følte mig efterhånden som en oppustet michelinmand som kunne eksplodere når som helst. Jeg syntes ikke, der var ret meget sjovt ved livet eller mig selv. Jeg kunne ikke overskue noget som helst og det blev ikke bedre. Jeg troede ikke på, det kunne blive bedre, jeg følte mig simpelthen som verdens dårligste person, mor, kæreste, arbejdskraft. Jeg følte mig som et nul.
Så jeg blev bare nødt til at ”handle”
Jeg var begyndt at gå til psykolog på opfordring fra min læge samt min fagforening, og så var det ellers op til mig hvad der skulle ske.
Jeg ringede til dig omkring kostvejledning, da min vægt var et stort problem for mig og fyldte meget i mine tanker. Jeg fortalte om min situation og du foreslog at prøve zoneterapi som supplement til mit stofskifte.
I skrivende stund er mit stofskifte endnu ikke reguleret og min vægt er ikke faldet synderligt (pga. stofskiftet endnu ikke er reguleret) Men jeg stoppede med at tage yderligere på efter jeg startede med kostomlægning. Jeg ved med sikkerhed, at det jeg fodrer min krop med er lige nøjagtig det, der er godt for mig, og det i sig selv giver en virkelig personlig velvære. Jeg arbejder, jeg elsker mig selv som den person jeg er og jeg elsker livet, jeg har det bare ubeskriveligt godt. Jeg har fået et helt andet syn på livet og helt andre værdier.
Hvad du udretter med dine fingre er mig en gåde. Men når jeg kommer hjem efter en gang zoneterapi er jeg ”urørlig” Jeg går i mit helt eget univers, som om jeg er blevet tanket op med energi, det er svært at beskrive. Men når tingene går lidt trægt, så hjælper det at komme ind til dig, der går længere og længere mellem besøgene og hvornår jeg kan slippe dig helt ved jeg ikke. Der var engang, jeg troede det aldrig kunne lade sig gøre, men der var også en gang jeg troede jeg aldrig kom til at arbejde igen, der var også en gang jeg troede……………men alt det er heldigvis fortid.
Kære Pia, du er kommet ind i mit ”sjælearkiv” som en af de værdifulde personer jeg har mødt og som har haft og har en særdeles stor indflydelse for den person jeg er i dag.
Jeg føler mig meget privilegeret over at have mødt sådan en som dig. Du har givet og giver mig så meget at arbejde videre med. Du har åbnet en hel ny verden for mig. Jeg aner ikke, hvor jeg havde været uden dig, og jeg vil ønske, at alle ville kunne finde frem til dig, hvis de står i en situation som mig.
Kærlig hilsen Rose
|